MIN ANMELDELSE

. Jeg synes overordnet at bogen var overraskende god, på trods af det meget beskrivende og udfordrende sprog. Bogen er fra 1958, hvilket fik mig til at miste modet lidt. Overraskende har Klaus Rifbjerg valgt et emne med en så håbefuld ungdom, for så at føre den til en så rædselsvækkende skæbne. Jeg blev positivt overrasket, da han vælger at lægge vægt på realisme, ved at tage sådan en drastisk drejning i kærlighedshistorie. Jeg bryder mig ikke særlig meget om diverse ungdomsromaner, jeg synes at de er patetiske. De har alle den samme handling og det ender altid med at pige får drengen eller omvendt. Jeg havde så aldrig forudset "Den kroniske uskyld" slutning. Jeg blev utrolig fanget af handlingen, da jeg ikke vidste hvad den førte til. Derudover har sproget i romanen virkelig udfordret mig, Han har en interessant måde at beskrive og sammenligne på. Den var svær at komme igennem, men jeg må sige at den var over alle forventninger.