Historien kredser omkring Janus’ forståelse af det at være voksen, og ikke mindst hans fremmedgørelse af kvindekønnet og sig selv. Det centrale perspektiv i teksten er Janus’ idealisering af Tore og Helle. Janus har opbygget sin identitet omkring Tore, så han begynder at fremmedgøre sig selv, at til sidst ende han med at føle en vis form for selvforagt.

Hans forhøjet selvforagt gør at hans forhold til kvinder forværres. Janus har aldrig prøvet at gennemføre et forhold med gensidig kærlighed. Det kan dog ej opstå, da han er forelsket i Tore. Janus forelskelse i Tore, medfører et slags had til Helle. Da vi møder Helle, beskriver Janus hende som idealkvinden. Han vælger dog straks at sige at det er Tores pige, her er et eksempel hvor han fortrænger hans følelser, da han bestemmer at den vidunderlige pige er Tores. For at tage kampen op mod Tore, ville være nytteløs. Der vælger han at ligge sine følelser til siden, så Tore kan opnå lykke. Senere hen når Tore og Helle danner par, startet hadet på Helle. De nydannet forhold mindsker Janus' samvær med Tore. Teksten spiller meget på Janus følelser for Tore. Han fortrænger disse følelser, da Tore er i et forhold med Helle. Han ser Tore og Helles forhold, som et ideal hvilket resulterer i at Janus selv stiller store krav og forventninger til sin Ellen, hvilket hun prøver at leve op til, dog uden held.  Hans aggressioner kommer af en homofobisk rædsel over et begær, han ikke vil erkende.